Jagttegnsundervisning

Jeg er biolog og jagtprøvelærer; uddannet på Kalø. Jeg er desuden flugskydninsinstruktør og riffelinstruktør. I samarbejde med min jagtforening, Storkøbenhavns Jagtforening, har jeg mulighed for at tilbyde et jagttegnskursus



På kurset gennemgås det stof, der skal dækkes for at bestå jagtprøven (vildtkendskab, våbenlære og lov om jagt- og vildtforvaltning). Der undervises af erfarne jægere, som gennem mange års undervisning er fortrolige med stoffet. Lærerne vil ikke blot føre kursisterne gennem stoffet, men også komme ind på selve jagtens mange forskellige aspekter, for jagt kan ikke udføres uden en holdning til den natur, man færdes i, og til det vildt man nedlægger.

 

Jagt er noget af det mest interessante, man kan beskæftige sig med, men det kræver ansvarsbevidsthed og omtanke.

 

Kurset er tilpasset de nyeste krav om udvidet våbenteknisk kursus og indeholder således et større program om afstandsbedømmelse, indskydning af haglvåben og skydning til lerduer. I kursusplanen er afsat tre besøg på skydebanerne, hvor man kan få lejlighed til at stifte bekendtskab med den praktiske del af jagtprøven. Der vil også blive undervist i indskydning og skydning med salonriffel og jagtriffel.

 

 

Der arbejdes ud fra bogen: "Jagttegn" som købes via hjemmesiden www.jagtproeven.dk .

Desuden findes den alternative lærebog “Vildt og jagt i Danmark”, som kun kan købes hos Hornslet bogtrykkeri. Trykkeriets telefonnummer er: 8699 4511.
Trykkeriets hjemmeside: http://vildt-jagt.dk

Fra 2014 er det blevet et lovkrav, at man skal have bestået en haglskydeprøve inden man må gå på jagt.

I bekendtgørelsen om jagttegn står der følgende om haglskydeprøven
§ 15. Jagt med haglgevær må kun udøves af personer, der

  1. har bestået haglskydeprøven, eller
  2. uden at bestå haglskydeprøven har opnået påtegning om tilladelse til hagljagt på jagttegnet i henhold til tidligere gældende regler.

Stk. 2. Haglskydeprøven kan aflægges af personer, der er jagttegnsberettigede, jf. kapitel 1.
Stk. 3. Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som kan dokumentere at have tilladelse til at udøve jagt med haglgevær i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, kan ved udstedelse af dansk jagttegn, jf. § 2, på begæring få påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med haglgevær.


§ 16. Haglskydeprøverne afholdes af Danmarks Jægerforbund. De prøvesagkyndige udpeges af Danmarks Jægerforbund efter retningslinjer, der fastsættes af Naturstyrelsen.

§ 17. Meddelelse om tid og sted for haglskydeprøvernes afholdelse annonceres på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside.

Stk. 2. Tilmelding til haglskydeprøve skal ske digitalt til Danmarks Jægerforbund via "Mit jagttegn".
Stk. 3. Inden tilmelding til haglskydeprøven skal der til Naturstyrelsen betales et prøvegebyr på 200 kr. Betaling skal ske med betalingskort via "Mit jagttegn" eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af "Mit jagttegn".
Stk. 4. Tilmelding skal ske senest kl. 12 dagen inden prøvens afholdelse.

Haglskydeprøvens afholdelse og indhold

§ 18. Aspiranten skal give møde på prøvestedet senest en halv time før det prøvetidspunkt, aspiranten er tilmeldt. Aspiranter, der er forhindret i at møde, skal melde afbud til prøven via "Mit jagttegn" senest kl. 12 dagen før prøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, skal der ved tilmelding til en ny prøve betales nyt gebyr.

Stk. 2. Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant for den prøvesagkyndige forevise gyldigt jagttegn, samt fotolegitimation med angivelse af personnummer.


§ 19. Haglskydeprøven aflægges på godkendte skydebaner. Aspiranten skal medbringe det haglvåben, der ønskes aflagt prøve med og den fornødne ammunition. Ammunitionen skal være flugtskydningsammunition, d.v.s. patroner med haglstørrelse 7 - 9, og en haglladning på maksimalt 28 g.


§ 20. For at bestå haglskydeprøven skal aspiranten afgive skud til 6 højreduer, 6 venstreduer og 6 bagduer, dog således, at når 2 duer i hver kategori er ramt, afsluttes kategorien. Der må maksimalt anvendes 18 patroner til prøven. For at bestå haglskydeprøven skal 2 duer i hver kategori være ramt.


Stk. 2. Den prøvesagkyndige afgør, hvorvidt kravene i stk. 1, for bestået prøve, er opfyldt.
Stk. 3. Såfremt almindelige sikkerhedskrav i forbindelse med haglskydning ikke iagttages af aspiranten under prøvens aflæggelse, skal den prøvesagkyndige indstille prøven med det resultat, at den ikke er bestået.
Stk. 4. Den prøvesagkyndige udsteder et prøvebevis, såfremt aspiranten har aflagt haglskydeprøve, og den er bestået.

Tilmelding til haglskydeprøven gøres via "Mit jagttegn", hvor du også kan følge med i, hvornår det bliver muligt at tilmelde sig haglskydeprøven.



Er du interesseret eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på e-mailadressen: Email@hjortenesherre.dk



Våbenkendskab
Som jæger bør man have et grundigt kendskab til våben. Der undervises derfor i både rifler og haglvåben. Det er dog kun haglbøssen der skal anvendes til selve jagtprøven.

De to afbildede våben, henholdsvis riffel og haglbøsse, står op af et våbenskab. Det er nu et lovkrav, at alle skydevåben skal opbevares forsvarligt i et godkendt våbenskab. Det er nu et krav at også ammunitionen skal opbevares i et våbenskab.

Der findes særdeles mange forskellige jagtskydevåben. Eksempelvis anvendes bue og pil efter en særlig jagtprøve. Der anvendes også et udvalg af kombinations-våben (kombineret hagl og riffel) i et utal af variationer samt halvautomatiske haglbøsser og rifler.

Fuldautomatiske våben samt pistoler og revolvere er ikke tilladt til jagt i Danmark!

Riffelpatroner
En del af jagtprøven består i kendskab til våben og ammunition. Der er forbavsende mange forskellige typer ammunition; ikke mindst inden for de riflede jagtvåben.

Der er hundredevis af variationer fra patroner velegnede til elefantjagt til patroner mest velegnede til duer og andet småvildt. Der findes sågar luftgeværer der må anvendes til jagt.

Haglpatroner
Det er noget lettere med ammunition til haglbøssen. Her er de gængse kalibre 12, 16 og 20. Det største lovlige kaliber til jagt i Danmark er kaliber 12. De mindre patroner er henholdsvis kaliber 24, 28, 36, 9 mm og 5,6 mm.

Afstandsbedømmelse
Som jæger er det vigtigt at kunne bedømme afstande. Derfor indgår bedømmelse af afstand til vildtmålsfigurer som en vigtig del af jagtprøven. Figurene er i naturlig størrelse og malet så de ligner de rigtige dyr.

Man bedømmer afstand til seks figurer. 5 ud af seks afstande skal være bedømt korrekt. Man har 5 sekunder til hvert svar.

Ønsker man at øve sig, kan figurene købes på Danmarks Jægerforbunds web-shop

Jura
Der er megen lovgivning der vedrører jagt. Dog er det kun en mindre del af den samlede jagtlovgivning der er pensum.

Selvom man kan sit pensum må man være klar over, at man er ansvarlig over for al lovgivning, når man går på jagt; man kan altså ikke klare sig som jæger med kun at kunne pensum.